Landscentret er blandt deltagerne i et nyt forskningsprojekt, hvor etablering af mini-vådområder skal gøre det muligt at kombinere fortsat effektiv landbrugsproduktion og forbedret vandmiljø ved at bremse udledning af næringsstoffer.
Det er naturens egne rensemetoder, der skal bane vejen for at landbrug- og miljøhensyn i fremtiden kan forenes. Sådan lyder målsætningen for et nyt stort projekt, SUPREME_TECH, hvor Landscentret, Plan & Miljø er ansvarlig for information og formidling af resultaterne, samt at få dem ud at arbejde i praksis.
- Projektet, der løber over i alt fem år, tager udgangspunkt i, at jord og planter naturligt virker som filtre, der forhindrer næringsstoffer i at nå ud i vandløbene. SUPREME_TECH skal finde den bedste måde at etablere kunstige dræn- og landskabsfiltre i form af mini-vådområder, der således kan bremse næringsstoffernes afgang til vandmiljøet, siger Flemming Gertz, specialkonsulent i Landscentret, Plan & Miljø.
Han ser et stort potentiale for landbruget i at få optimeret de naturlige filtre. De kan gøre det muligt at fastholde produktionen på et højt niveau.
- Det er meget interessante perspektiver for landbruget, hvis det lykkes at finde metoder, så kunstigt skabte mini-vådområder fungerer som opsamler af næringsstoffer. Alternativet er en reduktion af næringsstoftilførslen, som alt andet lige vil betyde et væsentligt mindre effektivt producerende landbrug, siger Flemming Gertz.
Yderligere oplysninger:
Flemming Gertz
Tlf: 87405418